Er der en Værre måde at leve på? Dit helt eget fængsel!

Alle mennesker har et behov for anerkendelse! En af måderne vi føler os anerkendte er ved, at være speciel.


Som barn fik du at vide, at du var dygtig bare du gik på toilettet. Du var også dygtig bare du smilte eller pludrede som baby. Du var endda dygtig og fantastisk bare, fordi du lige pludselig fandtes!

Dette er ikke et problem, det er en nødvendighed, fordi hvis ikke naturen havde været der til, at gøre så dine forældre synes du var meget vigtig, så ville der findes langt færre mennesker i dag. Så naturen har taget hånd om os på den måde.


På et tidspunkt stopper det. Du er ikke længere speciel, fordi du kan tørre røv og rydde op efter dig selv i køkkenet. Hvad så nu? Behovet for at være speciel, så vi har større chance for at overleve, er ikke forsvundet, men omgivelserne har ændret sig.


Naturligvis er vi også nødt til at ændre os sammen med dem. Så det gør vi, men her sker den første misforståelse! Du tror, at du skal være mere eller kunne noget specielt, du tror at vejen til anerkendelse skal være en sammen, og du inden i kan forblive den samme. NOPE!


Du er nødt til at ændre dig, verden elsker dig ikke mere! Folk synes måske du er speciel og fantastisk i et øjeblik, men hvad så når du er alene?


Vi har lært om verden ved at kigge ud af, og hvis du vil ændre den skal du kigge ind af!



Verden elsker dig, men du kan ikke se det, du tror at du skal være noget specielt. Men du har ikke opdaget, at har det på samme måde, og ønsker det samme. Det virker ikke, for der er intet specielt over det. Du kan også mærke det, du ved at den flygtige anerkendelse betyder intet for dig, men er som et fix nu og her. Som om du har brug for at blive fixet!


Du er så bange for at være og gøre de ting der føles rigtige, fordi så er du måske ikke speciel nok, så vil andre måske ikke synes om det. Men, hvis noget af det jeg har skrevet ræsonnerer med dig, så ved du allerede, hvordan det føles!

45 visninger